Det er marinaden, der gør hele forskellen i denne skønne oksekødssalat. Fish sauce, ingefær, chili og meget mere giver en helt fantastisk smag.
Marinaden og dressingen er én og samme opskrift, hvilket gør det meget lettere og hurtigere at gøre den skønne salat klar til servering.
Oksekødssalat er en eksplosion af smage fra det asiatiske køkken, når det er bedst. Masser af styrke og bid fra chili, hvidløg og rødløg. Masser af umami fra fish sauce og soya, og masser af overvældende smagsnuancer fra de ingefær og de friske krydderurter koriander, mynte og basilikum. Toppet med knasende peanuts …
Jeg bruger gerne thaibasilikum i oksekødssalaten, når det er muligt. Smagen er mere krydret og “rigtig” til asiatiske retter end almindelig basilikum – som du dog sagtens kan erstatte med. Du kan læs mere om thaibasilikum her.
Man ku’ jo også bare ha’ stegt en bøf og serveret grøn salat med agurk og tomat til. But where’s the fun in that? Thai beef salad er et lækkert og anderledes måltid – og med god mulighed for at skære lidt ned på mængden af kød, uden at nogen opdager det …
Thai beef salad - oksekødssalat
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Udstyr
Ingredienser
- 400 g oksebøffer (fx skåret af oksefilet)
- 1/2 lime, saft herfra
- 1 spsk rørsukker
- 1 spsk fish sauce
- 2 tsk sesamolie
- 1 tsk sojasauce
- 2 cm frisk ingefær
- 1 fed hvidløg
- 50 g peanuts, saltede
- 300 g cherrytomater
- 1 agurk
- 1 rødløg
- 2 rød chili
- 1 håndfuld frisk mynte
- 1 håndfuld frisk koriander
- 1 håndfuld frisk basilikum (gerne thaibasilikum)
Sådan gør du
Dressing/marinade:
- Pisk en dressing af limesaft, rørsukker, fish sauce, sesamolie, sojasauce, fintrevet ingefær og presset hvidløg i en skål.
- Brug halvdelen af dressingen som marinade, hæld det i en frysepose sammen med oksekødet, og læg det på køl – gerne i et par timer. Sæt også den anden halvdel af dressingen på køl.
Oksekødet:
- Tag oksekødet op af marinaden, og tør det med et stykke køkkenrulle, pensl med lidt olie, og krydr med salt og peber.
- Steg oksebøfferne på en meget varm stegepande – eller på grillen – et par minutter på hver side afhængigt af tykkelsen. Læg kødet på en tallerken, dæk med sølvfolie, og lad det trække mens du tilbereder resten af salaten.
Salaten:
- Hak peanutsene groft, rist dem let på en tør pande, og lad dem køle af.
- Halver cherrytomaterne. Flæk agurken, fjern kernerne, og skær resten i 2 mm tykke skiver. Pil rødløget, og skær det i tynde både. Fjern kernerne fra chilierne, og skær i tynde strimler. Hak alle krydderurterne groft. Bland alle ingredienserne til oksekødssalaten i en stor skål.
- Skær kødet i tynde skiver, og læg dem i salatskålen. Hæld dressingen på, og bland forsigtigt rundt. Fordel på fire tallerkener, og server straks.
Opskriften indeholder sponsorerede links.