Teriyaki-sauce er en klassiker i det asiatiske køkken. Den kan købes i de fleste supermarkeder, men er virkelig nem at lave selv – og smager meget, meget bedre.
Den hakkede ingefær, der koger med, giver en skøn, frisk smag, og tilfører frugtige nuancer til den salte soja. I den første udgave af opskriften var der kun en spiseskefuld ingefær, men hver gang jeg laver en ny portion teriyakisauce, øger jeg mængden. Senest har jeg justeret opskriften til at indeholde 4 spsk hakket ingefær, og vi har ikke nået max-grænsen endnu …
Teriyakisauce fra supermarkedet er ofte fyldt med sukker. Denne hjemmelavede udgave er sødet med honning i stedet for (ja, honningen er stadig sukkerstads, men med følgeskab af vitaminer og kostfibre).
Mirin er japansk sød riseddike, som bla. kan fås i asiatiske specialbutikker eller i netbutikker.
Teriyaki-saucen er meget velegnet til kylling – særligt hjemmelavede sticks med kyllingekødboller – eller til laks og dampede grøntsager … Ja, herhjemme bliver teriyaki-saucen faktisk brugt til stort set alle retter. En lille bonus til sundheden – udover alle de gode ting fra ingefæren – er, at du kan spare på saltet – sojaen gør arbejdet.
Flasken med teriyakisauce har sin faste plads i vores køleskab. Skold flasken eller opbevaringsglasset med kogende vand, inden du hælder teriyaki-saucen på, så holder saucen sig nemt i 2-3 uger. Hvis den altså ikke er blevet spist inden da.
Teriyaki-sauce med ingefær
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 1 dl sojasauce
- 1 dl mirin < kan købes her
- 2 spsk flydende honning < køb fx denne økologiske fra Biogan
- 4 cm frisk ingefær (finthakket svarer det til ca 4 spiseskefulde)
- 1 tsk majsstivelse
- 2 spsk vand
Sådan gør du
- Bring soja, mirin, honning og finthakket ingefær i kog i en lille kasserolle. Skru ned på lavt blus, og lad saucen simre i et par minutter.
- Si ingefæren fra, og hæld saucen tilbage i kasserollen. Pres ingefæren lidt i sigten, så du får mest muligt styrke med.
- Rør majsstivelsen ud i vandet, og hæld det i saucen. Lad det simre, indtil saucen har den ønskede konsistens – nogenlunde samme tykkelse som flydende honning. Teriyaki-saucen bliver lidt tykkere, når den er kold.
- Afkøl, og hæld teriyaki-saucen på en flaske – fx en lille plastflaske med tætsluttende låg. Hvis du skolder flasken med kogende vand, kan teriyaki-saucen holde to-tre uger i køleskabet.
Opskriften indeholder sponsorerede links.