Der er masser af bid og masser af sundhed i både den spicy spinatsuppe og de sprøde rugbrødschips.
Opskriften er inspireret af en fantastisk, stærk krydret og varmende spinatsuppe, som jeg smagte i Berlin for nogle år siden. Det krævede et par forsøg (læs: en hel del forsøg), før smagen sad i skabet. Men resultatet er det hele værd. Den spicy spinatsuppe smager lige så godt, som jeg huskede den.
Du kan naturligvis justere styrken ved at vælge en stærkere eller mildere chili, men det er hovedsageligt cayennepeberet, der gør spinatsuppen hot. Cayennepeber er nemlig lavet af tørrede chilipebre …
Opskriften er fra bogen “Velsmurt”.
Læs mere om bogen her.
Sundhedsmæssigt er der masser af gode ting at sige om spinatsuppen. Spinaten, først og fremmest, men også hvidløg, rødløg og chili byder ind med gavnlige antioxidanter, vitaminer, kostfibre og meget mere. Toppingen af pinjekerner og kernerugbrød er heller ikke blot for smagens skyld – her finder du blandt andet gode fedtstoffer.
Så du kan roligt lave en dobbeltportion og bruge spinatsuppen som hovedret. Den mætter i øvrigt også formidabelt godt.
Spicy spinatsuppe
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
Spinatsuppe:
- 1 rødløg
- 2 fed hvidløg
- 1/2 rød chili
- 1/2 tsk karry < køb fx denne økologiske
- 1/2 tsk cayennepeber
- 1/4 tsk spidskommen
- 1 spsk olivenolie
- 250 g spinat (frossen)
- 3 dl grøntsagsbouillon
- 1/2 dåse kokosmælk
- salt
- sort peber
På toppen:
- 2 skiver kernerugbrød
- 2 tsk olivenolie
- salt
- 1 spsk pinjekerner
- brøndkarse til pynt
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg groft. Fjern kernerne fra chilien og hak resten fint. Svits løg, hvidløg og chili sammen med krydderierne i olivenolie i en tykbundet gryde. Skru ned til laveste blus, tilsæt spinaten, og rør jævnligt til den er tøet op.
- Tilsæt grøntsagsbouillon og kokosmælk, og lad suppen simre i ca. 15 min. Blend med en stavblender til massen er helt jævn. Smag til med salt og rigelig friskkværnet sort peber.
- Halver rugbrødskiverne, og pensl med lidt olie. Drys med lidt salt, og sæt dem i en 175 grader varm ovn i et par minutter eller rist dem på stegepanden. De skal være gyldne i kanterne, men ikke brændte.
- Rist pinjekerner gyldne på en tør pande. Hak dem groft, og drys dem på suppen. Pynt den spicy spinatsuppe med masser af brøndkarse, og server med det sprøde rugbrød.
Opskriften indeholder sponsorerede links.