Disse nemme rabarber-muffins er fulde af skøn sommersmag. Og med hvid hvede og havregryn får du 100% fuldkorn med i købet.
Man må smede, mens jernet er varmt … og bage med rabarber, mens det er sommer. Jeg kan slet ikke få nok at den smukke, røde grøntsag. Ja, teknisk set er rabarber en grøntsag, omend en frugtig én af slagsen.
Til de grove rabarbermuffins har jeg “råsyltet” rabarberne i rørsukker, vanilje og friskrevet ingefær. Det giver en skøn, frisk smag, og tager lige kanten af de syrlige rabarber. Selve muffinsdejen er nemlig sukkerfri, så der er ikke noget sødme at hente.
For at skrue op for sundheden i rabarber-muffins’ene har jeg brugt Hvid Fuldkornshvedemel. Hvid hvede er en fuldkornsvariant af almindelig hvede med næsten samme gode bageegenskaber. Kombinationen af fuldkornsmel og havregryn indeholder masser af kostfibre og giver nogle skønne, grove rabarber-muffins.
På toppen sniger der sig lidt sødme ind med et drys af marcipan og sprøde mandler. God fornøjelse!
Grove rabarber-muffins med ingefær
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 400 g rabarber
- 150 g rørsukker
- 1 spsk vaniljesukker < køb fx dette økologiske
- 1 tsk friskrevet ingefær
- 100 g smør
- 50 g rapsolie < køb den fx her
- 1 æg
- 2,5 dl minimælk
- 200 g hvid fuldkornshvedemel < kan købes her
- 100 g havregryn
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk salt
Pynt:
- 50 g mandler
- 50 g marcipan (revet)
Sådan gør du
- Skær rabarberne i små stykker. Vend dem i en skål med rørsukker, vanillesukker og ingefær. Dæk skålen med husholdningfilm, og sæt den på køl i en times tid – eller natten over.
- Tænd ovnen på 175° C (varmluft).
- Smelt smørret og lad det køle af. Pisk ægget med mælken, og rør smør og rapsolie i.
- Bland mel, havregryn, salt og bagepulver og vend det i dejen. Vend rabarberne i til sidst.
- Fordel dejen i muffinforme og pynt med revet marcipan og mandler skåret i splitter. Bag rabarber-muffins’ene i ca. 20 minutter.
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere fuldkorn: Find alle CookingClubs opskrifter på kager og brød bagt med fuldkorn her.