Ja, selvfølgelig kan man også trække en kalkun … Sådan gør du det fedtfattige fjerkræ saftigt og barbecue-lækkert.
Kalkun er tørt, vil mange sige. Og ja, tørt som i fedtfattigt, det er rigtigt. Og sammenlignet med en gang pulled pork, hvor svinefedtet sejler, så skal man hjælpe kalkunen lidt. Det gør jeg med lidt olie og soya i marinaden (der kommer med i ovnen), og ved at tilsætte lidt vand undervejs, så marinaden ikke tørrer ud. Så bare rolig, denne pulled turkey er saftig og lækker.
Det tager sin tid at lave den perfekte pulled turkey. Ikke mindst, fordi marineringen kræver en nat, og langtidsstegning tager i sagens natur … lang tid. Men det er det hele værd. De mange skønne og stærke krydderier gør et ellers ret neutralt kalkunbryst til en fantastisk smagsoplevelse.
Brug pulled turkey som fyld i en lækker burger med masser af barbecuesauce … eller bare som lækker hovedret uden brød rundt om.
Lækkert tilbehør er drueagurker, coleslaw (prøv fx denne lækre røde coleslaw) og naturligvis burgerboller, som fx kan være disse hjemmebagte briocheboller med fuldkornsmel.
Pulled turkey burger
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Udstyr
Ingredienser
- 1 kalkunbryst (ca 600 g)
- 4 burgerboller
Marinade:
- 2 spsk brun farin
- 1 tsk røget paprika (køb det fx hér)
- 1 tsk tørrede chiliflager (kan købes hér)
- 2 tsk tørret oregano
- 1 tsk stødt koriander
- 1 tsk sort peber
- 1 tsk salt
- 2 spsk rapsolie
- 2 spsk sojasauce
Barbecue-sauce:
- 1 rødløg
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- 4 dl ketchup
- 4 spsk brun farin
- 4 spsk æblecidereddike (køb fx denne økologiske)
- 1 tsk cayennepeber
- ½ dl stærk kaffe (fx et skud espresso)
- ½ tsk salt
Sådan gør du
Dagen før servering – marinering:
- Bland alle ingredienser til marinaden i en stor plasticpose, læg kalkunbrystet i, ryst posen, og luk den godt til. Lad kødet trække i køleskabet natten over.
4 timer før servering – stegning:
- Hæld stegen og marinaden i et ovnfast fad. Dæk til med sølvfolie, og sæt fadet i en 120 grader varm ovn i 4 timer. Tilsæt et par skefulde vand et par gange i den sidste halvdel af stegetiden.
- Lad kødet trække i et kvarters tid, og træk det derefter i lunser med to gafler. Bland godt med stegeskyen.
30 minutter før servering – BBQ-sauce:
- Svits finthakkede løg og hvidløg i olien i en kasserolle. Tilsæt de øvrige ingredienser, og lad saucen simre i 10 minutter. Tag den af blusset, og lad den køle lidt af.
- Server kalkunen i store, grove burgerboller med barbecuesauce, drueagurker i skiver og coleslaw.
Opskriften indeholder sponsorerede links.