Man bliver aldrig træt af en god pandekage. Særligt når den både smager godt og er nem og hurtig at bage.
Det er ikke min første opskrift på glutenfri pandekager, men til gengæld en af de bedste – og ikke mindst nemmeste.
Trækketiden for den glutenfri pandekagedej er 30 minutter og de er godt givet ud. Det er nemlig i den halve time, at melet og ikke mindst loppefrøskallerne får ro til at gå i forbindelse med de våde ingredienser og blive til en sammenhængende dej. Dejen giver dermed flottere pandekager uden gluten, der ikke går i stykker – hverken mens de bages eller når de spises.
Hvis du vil undgå mælk fra køer, kan du eventuelt udskifte med plantemælk, fx havredrik. Men check lige, at den ikke er fyldt med sukker og andet skidt. Et godt bud (rent indholdsmæssigt – jeg har ikke testet i disse pandekager) lige for tiden er Arlas Jörd, der kun indeholder havre, vand, rapsolie og lidt salt.
Pandekagedejen laves uden sukker. Så kan du jo selv vælge, om der skal sukker på – eller andre lækre sager … Du kan for eksempel lave din egen sunde “nutella” med denne opskrift på nøddecreme. Eller koge hindbær eller blåbær til hjemmelavet syltetøj.
Jeg har brugt en blanding af rismel og havremel til disse pandekager uden gluten. Det er to meltyper, der supplerer hinanden godt i glutenfri bagning – både hvad angår smag og bageegenskaber. Og sammen med loppefrøskaller giver de en glutenfri pandekagedej, der hænger godt sammen under bagning.
Du kan læse mere om forskellige glutenfri meltyper i denne guide.
Glutenfri pandekager
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 3 æg
- ½ liter mælk
- 100 g fuldkornsrismel < køb fx dette økologiske
- 75 g havremel < køb fx dette glutenfri
- 2 tsk stødt kardemomme
- 1 tsk loppefrøskaller, fintmalede < køb fx disse økologiske
- ¼ tsk salt
- smør til stegning
Sådan gør du
- Slå æggene ud i en stor røreskål og pisk dem godt sammen med mælken.
- Blend mel med kardemomme, loppefrøskaller og salt. Pisk det i mælken.
- Lad dejen trække på køl i en halv times tid. Pisk dejen hurtigt igennem, før du går i gang med at stege pandekagerne.
- Smelt lidt smør (eller andet fedtstof) i en stor stegepande på mellem varme. Hæld en passende portion dej på stegepanden og rotér den, så dejen fordeles jævnt.
- Bag de glutenfri pandekager gyldne og sprøde. De skal have ca 2 minutter på hver side, men vurdér selv og tilpas temperaturen undervejs (opskriften giver 9-10 pandekager uden gluten – afhængig af størrelsen på din stegepande.)
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.
Savner du en anledning til at spise pandekager? Så er der jo altid den traditionelle Pandekagedag tirsdag efter fastelavn. Læs mere om “Hvide tirsdag” her på wikipedia.