Karry består af en masse krydderier med stærke antiinflammatoriske egenskaber, og ved at booste med de friske udgaver af ingefær, gurkemejerod og hvidløg, bliver denne kalkun-curry en sand bombe af antiinflammatorisk kraft.
Karry er betegnelsen for en nærmest uendelig række krydderiblandinger, der som regel består af 10-20 forskellige krydderier, fx ingefær, kardemomme, safran, peber, hvidløg og nelliker. Den karakteristiske gule farve, de fleste af os kender karry for, kommer primært fra gurkemeje.
Oprindelig stammer karry fra Indien, hvor mange familier laver deres helt egen unikke blanding, men verden rundt kan man købe et utal af forskellige slags. Til denne opskrift har jeg brugt en karry, jeg købte hos en krydderihandler på et marked i Sri Lanka. Du kan frit bruge, hvad du kan få fat i eller har i skuffen derhjemme. På den måde bliver kalkun-curry’en helt din egen.
Det kan dog anbefales at bruge en karry med god styrke og en nuanceret smag, fremfor den klassiske gule karry fra supermarkedet. Men prøv dig frem … kalkun-curry’en vil få forskellig karakter afhængig af valget af karry, så der er mulighed for at variere, hver gang du laver retten.
Opskriften er fra bogen “Velsmurt”.
Læs mere om bogen her.
En kalkun-curry er den perfekte måde at få massevis af antiinflammatoriske råvarer i spil … Som bonus vil de smagfulde krydderier skjule den karakteristiske smag fra blomkålen. En smag som ellers kunne risikere at skræmme eventuelle sarte smagsløg ved middagsbordet. Uden at tænke over det får de fx spist et kvart blomkålshoved.
Med masser af protein fra den magre kalkun og yderligere vegetabilsk protein fra linser, spinat og blomkål er mætheden sikret – uden at du behøver at ty til kulhydrater som ris eller kartofler.
Gør det nemt: Brug gerne løsfrosne spinatblade. De skal blot simre med i fem minutter, før du slukker for blusset.
Kalkun-curry med blomkål og grønne linser
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 2 spsk olivenolie
- 1 rødløg
- 2 fed hvidløg
- 1 frisk gurkemejerod
- 2 cm ingefær
- 1 spsk karry (vælg en god, stærk karry)
- 1 stang hel kanel < fx denne økologiske kanel
- 1 dåse tomatpuré
- 300 g kalkunbryst (eller kalkunschnitzel)
- ½ hoved blomkål
- 1 dåse kokosmælk
- 100 g grønne linser < køb fx disse økologiske linser
- salt
- sort peber
- 2 håndfulde spinat (friske blade)
Sådan gør du
- Varm en stor gryde op med olivenolie. Hak rødløg, hvidløg, gurkemeje og ingefær fint. Svits det sammen med karry, kanelstang og tomatpuré.
- Skær kalkunen i tern, ca. 3 x 3 cm, og brun kødet sammen med løg og krydderier.
- Del blomkålen i små buketter og skær stokken i små tern. Hæld blomkålen i gryden sammen med kokosmælk og de grønne linser.
- Krydr med et godt drys salt og sort peber og lad curryen simre på lavt blus i mindst en halv time, men helst en hel.
- Sluk for blusset og vend de friske spinatblade i lige før servering.
Opskriften indeholder sponsorerede links.