Den grønne salat med quinoa er fuld af antiinflammatorisk styrke … og så smager den oven i købet skønt af vanilje!
Mætheden er i højsædet i denne salat med quinoa, for med en god og mættende frokost i maven, er det nemmere at sige nej til søde fristelser i løbet af eftermiddagen. Og med protein fra kylling og quinoa, sundt fedt fra oliven, olivenolie og cashewnødder – og en håndfuld grov kål, bliver der fyldt godt op i depoterne.
Proteinindholdet i quinoa er tårnhøjt (4-5 gange så højt som i fx ris) og kvaliteten af proteinet i quinoa (det handler om sammensætningen af aminosyrer) er af høj klasse. Derudover – og det er vigtigt i antiinflammatorisk sammenhæng – indeholder quinoa masser af kostfibre, enkeltumættet fedt og en hel del antioxidanter.
Opskriften er fra bestselleren “Velsmurt”.
Læs mere om bogen her.
Quinoa findes i flere farver; hvid, orange, rød og sort. Der er ingen betydelig forskel i næringsindholdet og meget lille forskel i smagen. Som regel er det den hvide quinoa, du møder på supermarkedshylden, så det er den, jeg bruger her i salaten.
Gør det smart: Salaten holder sig sprødere, hvis du først hælder dressingen på, lige før den skal spises. Opbevar dressingen i et lille glas med låg eller en frysepose.
Du kan med fordel stege kyllingen og koge quinoa aftenen før. Sæt det blot på køl, straks det er tilberedt, så er det nemt og hurtigt at forberede en frisk madpakke-salat om morgenen.
Jeg har brugt vaniljepulver til at give dressingen smag. Det er lavet af knuste vaniljestænger og er lækkert, sukkerfrit – og omend dyrt, så er det dog til at betale i forhold til hele vaniljestænger … Almindeligt vaniljesukker kan gå an i en snæver vending, hvis du i stedet udelader honning i dressingen.
Grøn salat med quinoa, kylling og vanilje-vinaigrette
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 1 dl quinoa (fx denne økologiske hvide quinoa)
- 1 kyllingebryst
- 1 tsk olivenolie (til stegning)
- 100 g spidskål
- 2 håndfulde rucola
- 4 spsk kalamataoliven uden sten
- 1 håndfuld persille
- 2 spsk cashewnødder (køb dem fx her hos Nøddebutikken)
Vanilje-vinaigrette:
- 1 spsk æblecidereddike
- ½ tsk vaniljepulver (køb det fx her)
- 1 tsk honning (køb fx denne økologiske fra Søbogaard)
- 2 spsk olivenolie
- salt
- sort peber
Sådan gør du
- Kog quinoa i 12 minutter og lad det køle af i en sigte.
- Steg kyllingebrystet i lidt olivenolie over middel varme, til det er gennemstegt. Det er ca 10-12 minutter på hver side. Lad kyllingen køle af.
- Skær spidskålen i tynde strimler og bland den med rucola, oliven, grofthakket persille og cashewnødder.
- Ryst eller pisk en vinaigrette af æbleeddike, vanilje, honning, olivenolie, salt og peber.
- Skær kyllingebrystet i tern og bland det med quinoaen i salaten. Hæld først dressingen over salaten, når den skal spises.
Opskriften indeholder sponsorerede links.