Glutenfri Nutella stjernekage

Del:

Endelig! Her er den legendariske Nutella stjernekage (Nutella brioche) til dig, der vil undgå gluten.

glutenfri nutella stjernekage brioche opskrift
Den glutenfri Nutella stjernekage består af fire saftige lag fyldt med lækker chokoladesmag.

Lige siden jeg første gang prøvede at bage en Nutella stjernekage – eller Nutella brioche, som den også kaldes – har det været en ambition at bage den i en glutenfri udgave. Men hvis du har bagt glutenfrit, ved du, at det er svært – ja, ofte føles det umuligt – at lave en glutenfri dej, der er til at arbejde med. Det er nu lykkes hér i (vistnok) niende forsøg.

 

 

En Nutella stjernekage skal kunne foldes og drejes, så dejen skal være meget elastisk, men samtidig til at røre ved uden at klistre for meget. Det var derfor afgørende at finde den perfekte balance mellem glutenfrit mel, væde og de uundværlige loppefrøskaller, der sikrer elasticiteten. Og samtidig uden at kagen blev så tør og tung, som tilfældet ofte er med glutenfri deje. Jeg synes resultatet blev perfekt – også dagen efter bagning er den glutenfri Nutella brioche lækker og saftig. Prøv selv!

glutenfri nutella stjernekage brioche opskrift
Et drys flormelis pynter på den glutenfri Nutella stjernekage og giver sødme fra første bid.

Bliv ikke bekymret for sværhedsgraden i foldningen af stjernekagen – det er lettere end man skulle tro. I videoen kan du se præcis, hvordan den skal foldes. Husk blot på, at en glutenfri dej skal bearbejdes med blid hånd …

 

 

Dejen til den glutenfri Nutella stjernekage har jeg blandet af flere forskellige glutenfri meltyper. Hver meltype har nemlig sine fordele (og ulemper) og hver sin smag, som nogle gange er lidt for karakteristisk.

Stor guide: Her er de bedste glutenfri meltyper til bagning.

Bemærk: En glutenfri dej har begrænset hæveevne, så for at få mest luftighed i kagen får dejen ikke lov at hæve, før stjernekagen er foldet.

Et lille, men vigtigt tip: Nutella direkte fra glasset er svær at smøre ud på de tynde, let skrøbelige dejcirkler, men lidt opvarmning gør det meget nemmere: Sæt glasset med Nutella et par sekunder i mikrobølgeovnen (husk at fjerne al sølvfolie fra kanten) eller sæt glasset i en skål med varmt vand i et par minutter. Så bliver det meget lettere at fordele.

 

 

glutenfri nutella stjernekage brioche opskrift
Udskriv
4.77 fra 13 stemmer

Glutenfri Nutella brioche

Den berømte stjernekage – uden hvede
Forberedelse30 minutter
Tilberedning18 minutter
Hævetid1 time
Samlet tid1 time 48 minutter
Ret: Kage
Antal: 8
Forfatter: Simon/CookingClub
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.

Ingredienser

Sådan gør du

  • Bland havremel, boghvedemel, rismel, loppefrøskaller, salt, sukker og tørgær i en røreskål.
  • Lun mælken til den er lillefingervarm (ca 36-37 grader) og tilsæt den sammen med æg og blødt smør. Rør straks dejen sammen og ælt den grundigt – gerne et par minutter i en røremaskine.
  • Del dejen i fire lige store stykker (nej, den skal ikke hæve endnu). Drys rismel på køkkenbordet og rul det første dejstykke ud til en helt tynd dejcirkel ca 30 cm i diameter. Den behøver ikke være perfekt rund – kagen skal skæres til senere. Placer dejcirklen på et stykke bagepapir, og fordel 1/3 af Nutella’en ovenpå. Rul yderligere tre dejcirkler og læg dem oven på hinanden med Nutella imellem – den øverste cirkel skal ikke have Nutella på! Læg en stor tallerken oven på og brug den til at skære kanterne rene efter, så kagen bliver smukt rund.
  • Placer et almindeligt drikkeglas i midten af kagen, og skær herefter 16 snit helt igennem lagene, så kagen bliver delt i 16 lige store strimler. Tag fat i strimlerne to og to. Rotér dem først en hele omgang og til sidst yderligere en halv omgang, så enderne er lodrette. Pres enderne godt sammen, så de ikke går op under hævning og bagning. Brug et par dråber vand til at “lime” dejen sammen med. Det kan godt anbefales at se videoen ovenfor – så er det meget let at gennemskue fremgangsmåden.
  • Dæk den glutenfri Nutella stjernekage med et par stykker husholdningsfilm, og lad den hæve i 60 minutter. Pisk et æg sammen og pensl rigeligt. Træk stjernekagen med bagepapiret over på en bageplade og sæt den i ovnen i 18 minutter ved 180 grader (varmluft).
  • Lad kagen køle af, og drys den herefter med lidt flormelis gennem en sigte. En glutenfri Nutella brioche er absolut lækrest samme dag, men smager fremragende et par dage – særligt hvis den lige bliver lunet lidt på brødristeren.

Video

Opskriften indeholder sponsorerede links.

 

Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.

Del: