Nyd sommerens søde kirsebær i disse glutenfri kirsebær-muffins. De er nemme at bage, smager fantastisk og som altid lidt sundere.
De glutenfri kirsebær-muffins er bagt med en blanding af glutenfri havremel og mandelmel. Jeg blender selv mandlerne – med skallen på – til mandelmel. Det giver en grovere, lidt sundere og meget mere smagfuld mandelmel.
Stor guide: Her er de 11 bedste glutenfri meltyper til bagning.
Kirsebær findes i mange varianter, farver og smage – og med mange navne; moreller, sødkirsebær, surkirsebær, fuglekirsebær m.fl. Fælles for dem er, at de er fulde af skøn smag, c-vitaminer og særligt de mørke af dem indeholder masser af anthocyaniner – det er de antioxidanter, som bla. gør blåbær, druer og brombær så værdifulde for vores sundhed.
I denne opskrift på kirsebær-muffins kan du bruge den kirsebær-sort, som du kan få fat på. Jeg har brugt nogle kulsorte fuglekirsebær, der voksede vildt ved en landevej. De smager vidunderligt og farven er så kraftig, at den er svær at vaske af fingrene igen … men den mørke farve er til gengæld et sikkert tegn på masser af anthocyaniner!
Et lille tip: Brug en isske til at fordele muffinsdejen i formene – sådan en med en lille bøjle, der skubber isen ud af skeen. Det virker fantastisk til at fordele dej til fx cookies eller muffins, selv en relativt flydende dej som denne. Se selv i videoen, hvor nemt det går. Du kan købe dig en isske her hos KitchenOne.dk.
Glutenfri kirsebær-muffins
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 2 æg
- 175 g rørsukker
- 100 g mandelmel (fintblendede mandler)
- 100 g havremel
- 2 spsk mørk kakao
- 1 tsk bagepulver
- 1/2 tsk salt
- 75 g skyr
- 150 g kirsebær (vægt uden sten)
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175 grader (varmluft).
- Pisk sukker og æg til det er helt hvidt og skummende. Pisk gerne 4-5 minutter – muffinsene bliver kun lækrere.
- Tilsæt mandelmel, havremel, mørk kakao, bagepulver, salt og skyr. Rør dejen, til ingredienserne akkurat er blandet sammen. Fjern sten og stilke fra kirsebærrene, skær bærrene i kvarter og vend dem i muffins-dejen.
- Fyld dejen i muffinsforme – der er til 12 stk. Brug evt en mekanisk isske (som beskrevet ovenfor) eller hæld dejen i formene.
- Sæt dem i ovnen i ca. 17-18 minutter. Check med et stegetermometer, at kernetemperaturen har nået over 90° C eller brug en gaffel og check, at der ikke sidder ubagt dej på gaflen.
- Tag dine glutenfri kirsebær-muffins ud af ovnen og lad dem køle helt af inden servering.
Video
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.