En fransk galette er den hurtige vej til en nybagt tærte. Her er opskriften på en glutenfri galette med blommer – en nem og lækker sensommerdessert.
Som med mange andre lækre tærter, er galette en fransk specialitet. Det er den nemme måde at bage tærte på … ingen form der skal smøres, intet låg eller fine kanter. En rustik tærte, der siger: “Jeg har lige smækket den sammen på et øjeblik”.
Den glutenfri galette med blommer består af en bund, et lag remonce og et lag blommer. Bunden er en klassisk tærtedej (bare uden gluten), hvor koldt smør smuldres i melet og samles med lidt æg.
Remoncen er det, der giver kagen sin sødme. Den er rørt sammen af fintblendede mandler, fintrevet marcipan og akaciehonning. Det smarte ved marcipan som kilde til sødme er, at den indeholder mindre end 40% sukker – men smager sødt og lækkert. På den måde kan vi holde sukkermængden lidt nede i den glutenfri galette med blommer.
Og apropos sødme … skindet på blommer kan bliver lidt bittert, når det bages. Hvis du synes, det bliver for meget, så træk skindet af med en lille kniv, før du skærer blommerne ud.
Mandelmelet i remoncen er ganske simpelt mandler, jeg selv har malet til groft mel i kaffekværnen, der fulgte med min foodprocessor. Har du en elektrisk kaffekværn (der ikke lugter for meget af kaffe), så er den genial til al slags nøddemel. Ellers kan en almindelig blender sagtens bruges.
Når remonce og fyld er fordelt på bunden, skal kanterne foldes ind over. Det gøres nemmest ved hjælp af bagepapiret, så dejen ikke går i stykker (glutenfri deje er ikke så elastiske og medgørlige som dem med gluten).
Variant: Små glutenfri galetter i portionsstørrelse
Du kan vælge at dele dejen op i fx otte stykker og rulle dem ud til hver sin mini-galette. Perfekt til portionsanretning. Hold øje med bagetiden, de små galetter kan nøjes med lidt færre minutter i ovnen.
Mens kagen er i ovnen, kan du læse lidt om galettens historie her på Wikipedia.
Glutenfri galette med blommer
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
Blommefyld:
- 400 g blommer (renset vægt)
- 1 spsk vaniljesukker
- 1 spsk flormelis
Dej:
- 90 g havremel < køb det fx her
- 90 g sorghummel
- 30 g flormelis
- 1 tsk loppefrøskaller, fintmalede < køb fx disse økologiske
- 100 g smør (koldt)
- 1 æg (størrelse M)
Remonce:
- 50 g mandelmel (gerne blendede mandler med skal)
- 50 g marcipan
- 2 spsk flydende honning < køb fx denne økologiske akaciehonning
- 3 spsk koldt vand
Pensling:
- 1 æggeblomme
Sådan gør du
Blommefyldet:
- Halver blommerne, fjern stenen og skær købet i tynde både. Vend dem i en skål med vaniljesukker og flormelis, og lad det trække, mens du laver dejen.
Dejen:
- Bland de tørre ingredienser sammen. Riv det kolde smør på den grove side af rivejernet. Ælt smørret ind i melet, til det er helt integreret og smuldrende.
- Slå ægget ud i en lille skål og pisk det godt sammen. Vend ægget i dejen – lidt ad gangen – og rør til dejen er helt jævn. Tilsæt æg, indtil dejen føles blød og fugtig, men stadig til at håndtere.
Remonce:
- Riv marcipan på et fint rivejern og rør godt sammen med de øvrige ingredienser.
Saml galetten:
- Tænd ovnen på 200° (over/under-varme).
- Drys lidt sorghummel på et stykke bagepapir. Rul dejen ud (med lidt forsigtig hånd) med en kagerulle – med hjælp fra lidt mere mel – til ca 2 millimeters tykkelse.
- Smør remoncen næsten helt ud til kanten af dejen. Er den for tyk til at smøre ud, så tilsæt lidt mere vand. Fordel blommefyldet ud til ca tre centimeter fra kanten.
- Fold kanten ind, så den lukker pænt til hele vejen rundt (brug bagepapiret til hjælp). Pisk æggeblommen sammen og pensl dejkanten.
- Sæt kagen i ovnen og bag den ca 40 minutter, til blommefyldet bobler og kanten er gyldenbrun. Lad den glutenfri galette med blommer køle lidt af før servering.
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.