Bløde, saftige citronmuffins med sød og sprød crumble på toppen … Både smag og konsistens går op i en højere enhed – og så er de endda glutenfri!
En af de store udfordringer ved glutenfri bagning er luftighed. Ofte falder kagerne sammen og bliver hårde som kanonkugler. I denne opskrift på citronmuffins piskes æg og sukker luftigt, og sammen med bagepulveret skal det sikre lette og lækre muffins.
For at sikre luftigheden, skal dejen blandes med forsigtig hånd. Vend mel og mælk i ad tre omgange. Det tager lidt ekstra tid, men resultatet er det hele værd: Saftige, luftige og uimodståeligt lækre citronmuffins.
De dekorative muffinsforme kaldes “tulipan”-muffinsforme og er egentlig bare foldet af et stykke kvadratisk bagepapir. De er nemme at få muffins’ene ud af og ser flotte ud på kagebordet. I videoen herunder kan du se, hvordan du folder dem. Du kan også vælge at købe dem færdigfoldede, fx her hos Bagebixen
De glutenfri citronmuffins er bagt med en blanding af havremel og boghvedemel. Hvis gluten ikke betyder noget for dig, så kan du sagtens bruge fx Hvid Hvede, der også er fuldkornsmel. Brug samme mængde, altså 150 g mel i alt.
Stor guide: Her er de bedste glutenfri meltyper til bagning.
Glutenfri citronmuffins med marcipan og mandelcrumble
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
Dej:
- 80 g smør (blødt)
- 150 g marcipan
- 50 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker < køb fx dette økologiske
- 1 drys salt
- 1 citron, skallen herfra (usprøjtet, gerne økologisk)
- 2 æg
- 100 g havremel < køb fx dette glutenfri
- 50 g boghvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 2 tsk loppefrøskaller, fintmalede < køb fx disse økologiske
- 2 dl mælk
- 1 citron, saft herfra
Crumble:
- 50 g mandelmel (blendede mandler)
- 50 g sukker
- 20 g smør (koldt)
Sådan gør du
Crumble:
- Skær det kolde smør i små terninger og ælt det sammen med mandelmel og sukker til en smuldredej (crumble). Sæt crumblen på køl, mens du laver dejen til citronmuffins’ene.
Dej:
- Tænd ovnen på 190° C (varmluft).
- Riv marcipanen og hæld den i en røreskål. Tilsæt det bløde smør, sukker, vaniljesukker, salt og revet citronskal. Pisk med en elpisker, til du har en jævn masse. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk i.
- Bland de to typer mel med bagepulver og loppefrøskaller i en anden skål. Vend med forsigtig hånd melblandingen i dejen – 1/3 ad gangen – skiftevis med 1/3 af mælken, til det hele er blandet i. Hæld til sidst citronsaften i og rør, til det akkurat er blandet sammen.
- Fordel dejen i 12 muffinforme. Smuldr crumblen så fint som muligt på toppen af citronmuffins’ene og tryk det let ned i dejen. Bag kagerne i 15 minutter.
- Lad de nybagte citronmuffins køle lidt af inden servering.
Video
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.