Hurtige at bage, flotte at servere, lækre at spise … Disse glutenfri blommekager med mandler og fuldkorn er den perfekte måde at få brugt sæsonens skønne blommer.
I sundhedssammenhænge er det gerne blåbærrene, der løber med al omtalen, ikke mindst i antiinflammatorisk sammenhæng. Men blommer – og særligt de mørkeblå blommer – ligger ganske højt på listen over antioxidant-rige madvarer.
Fuldkornet i disse glutenfri blommekager stammer fra fuldkornsrismel. I modsætning til andre typer fuldkornsmel, er der ikke den store forskel i bageevnen på rismel og fuldkornsrismel. Til gengæld er indholdet af gavnlige kostfibre er højere, så brug fuldkornsrismel, hvis du kan få fat i det. Du kan læse mere om forskellige glutenfri meltyper her i denne guide.
Tip: Lav dit eget hjemmelavede vaniljesukker
Lav dit eget vaniljesukker af de tomme stængler fra vaniljen – de rummer nemlig stadig masser af vaniljesmag. Gem de tomme stængler hver gang du bruger en vaniljestang, fx i et syltetøjsglas, og fyld det med rørsukker. Allerede efter et par dage får sukkeret smag fra vaniljen, og det bliver kun bedre, jo længere det står. Fyld nyt sukker i, efterhånden som du bruger af det – så har du altid lækkert, hjemmelavet vaniljesukker i huset. Og du får glæde af hele den dyre vaniljestang.
Glutenfri blommekager med fuldkorn og mandler
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 250 g blommer (vægt uden sten)
- 1 spsk vaniljesukker (gerne hjemmelavet – se ovenfor)
- 100 g smør blødt
- 100 g rørsukker
- 2 æg
- 1 dl mælk
- 100 g mandler
- 75 g fuldkornsrismel < køb det fx her
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk loppefrøskaller, fintmalede < køb fx disse økologiske loppefrøskaller
- 1 drys salt
Pynt:
- 1 spsk flormelis
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175° C (varmluft).
- Halver blommerne, fjern stenen og skær kødet i smalle både. Vend blommebådene med 1 spsk vaniljesukker i en skål og lad dem trække, mens du blander dejen til blommekagerne.
- Pisk det bløde smør med sukkeret i en røreskål. Pisk æggene i et ad gangen. Pisk til sidst mælken i.
- Blend mandlerne til groft mandelmel og tilsæt det sammen med rismel, bagepulver, loppefrøskaller og salt. Rør dejen sammen, til den er ensartet.
- Fordel dejen i 12 muffinforme og fordel derefter blommebådene ovenpå. Tryk dem en smule ned i dejen.
- Bag blommekagerne i 22-23 minutter. Check evt med et stegetermometer – kernetemperaturen skal være 90 grader.
- Lad blommekagerne køle lidt af, før du sigter lidt flormelis over som pynt.
Video
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.