Hjemmelavede romkugler fyldt med gode råvarer er altid en succes!
Romkugler … Ikke alle er lige begejstrede, hvilket muligvis skyldes de mange urban legends om bageriernes tvivlsomme ingredienser og ikke mindst hvor ingredienserne kommer fra … men laver du romkuglerne selv, bliver de helt sikkert lækre.
For cykelryttere er romkugler ofte halvvejsmålet på en lang landevejstur. Energitætheden er høj, og den kan spises uden brug af bestik eller servietter (i princippet, i hvert fald).
Romkugler forveksles ofte med havregrynskugler – juletraditionen, der består af havregryn, smør, cacao, krymmel og beskidte børnefingre – men en god romkugle skal bygges op omkring en god kage, og skal naturligvis smage lidt skarpt af ægte rom!
Sundheden – eller manglen på samme – i romkugler afgøres et langt stykke hen ad vejen af den kage, der ligger til grund. Derfor vil opskrifter på romkugler gerne kræve “400 gram kagerester”, men hvem har lige knapt et halvt kilo kagerester liggende? Det har man, kan jeg afsløre, når man er i fuld gang med at teste opskrifter på sunde kager. Og det er absolut en trøst, når fx en bradepande sunde brownies er blevet for tør/sød/bitter/hø-agtig … så skal der nemlig laves hjemmelavede romkugler!
Kageresterne i denne romkugle-opskrift er bagt med fuldkornsmel, så udgangspunktet for romkuglerne er en smule sundere end klassiske opskrifter. Sørg derudover for at bruge chokolade af god kvalitet. Og så snakker vi ikke mere om sundhed i forbindelse med de her romkugler.
Temperering af mørk chokolade til dine romkugler:
Temperering af chokolade er ikke så svært som det lyder, men det kræver lidt omhyggelighed og et godt termometer. De nøjagtige temperaturer afhænger af chokoladen, og producenter skriver det nogle gange på pakken. Hvis ikke, så brug de nedenfor angivne temperaturer. Sådan tempererer du mørk chokolade: 1. Hak chokoladen fint og del den i to skåle: 2/3 i den ene og 1/3 af chokoladen i den anden. 2. Smelt den store portion chokolade over vandbad. Den skal op på 50 grader. Tag den af varmen, rør resten af chokoladen i og lad det køle af, indtil temperaturen er 29 grader. Varm herefter chokoladen op igen til 31-32 grader. Nu er den klar til brug.
Hjemmelavede romkugler
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 400 g kagerester (fx fra disse chokolademuffins)
- 75 g havregryn
- 2 spsk mørk kakao < køb fx denne økologiske kakao
- 75 g smør (smeltet)
- 75 g brun farin
- ½ dl kaffe (gerne stærk, fx et skud espresso)
- ½ dl mørk rom (eller mere, efter smag)
- 200 g mørk chokolade 70% < køb det fx her
- chokoladekrymmel
Sådan gør du
- Smuldr kageresterne i en røreskål. Tilsæt havregryn, smeltet smør, kaffe, sukker og rom, og bland det hele godt rundt til en helt ensartet dej.
- Justér evt med mere havregryn eller kaffe, for at ramme den gode konsistens. Dejen skal være ret blød inde i det knasende sprøde overtræk. Bare rolig; dejen stivner noget, når den står på køl, så den bliver til at håndtere.
- Dæk skålen til og sæt på køl et par timer – eller natten over.
- Tril den afkølede dej til kugler – størrelsen vælger du selv. Der kan argumenteres for både store og små. Jeg vælger som regel bordtennisbold-størrelse, ca 40 gram pr. romkugle.
- Temperér chokoladen til overtrækket (se ovenfor). Det er ret afgørende, for den skal have det rette knæk som kontrast til den bløde dej indeni.
- Overtræk romkuglerne med med masser af chokolade, drys med rigeligt krymmel eller kokosmel, og lad dem afkøle i et køligt rum.
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere fuldkorn: Find alle CookingClubs opskrifter på kager og brød bagt med fuldkorn her.