Intet tilsat sukker, intet hvedemel og kun en smule rapsolie som fedtstof. Det er nærmest imod alle odds, at denne glutenfri brownie smager så fantastisk.
Jeg har det seneste halve år bagt mellem 15 og 20 forskellige brownies uden sukker – eller med et minimum af sukker. Der har været mange forskellige naturligt sødende ingredienser indblandet, herunder pære, æblemos og figenstænger. Men det er først med denne udgave – sødet med dadler, banan og honning – at den glutenfri brownie også fik den helt rigtige konsistens og den helt rigtige intense kakao/chokoladesmag.
Dernæst gik jagten ind på et alternativ til hvedemelet. Ikke (kun) fordi hvedemel indeholder gluten, men fordi det dybest set ikke indeholder noget som helst nærende. Fuldkornsmel er altid et godt alternativ, men denne brownie endte med at blive lavet af mandelmel. Mandlerne bidrager med skøn smag, og indeholder fedt – af den sunde slags endda – så det har også gjort det muligt at nøjes med meget lidt fedtstof i kagen.
Du kan nemt blende dit eget mandelmel i en blender eller foodprocessor – eller en elektrisk kaffekværn. Blender du med den brune hinde på, får du fuldt udbytte af mandlernes indhold af kostfibre, mineraler og vitaminer.
Stor guide: Her er de bedste glutenfri meltyper til bagning.
Brownien smager helt suverænt, når den er køleskabskold – men er såmænd også ret lækker ved stuetemperatur. På køl holder den sig uden problemer en uges tid.
(*Jeg tillader mig at skrive “uden sukker”, men retteligt indeholder selv 70% mørk chokolade faktisk en håndfuld sukker-arter. Så i denne brownie har der sneget sig ca. 45 g sukker ind, eller ca. 4 g. pr stykke.)
Glutenfri brownie
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 75 g rapsolie
- 150 g mørk chokolade 70% < køb det fx her
- 100 g hasselnødder
- 200 g dadler (uden sten)
- 50 g flydende honning < køb fx denne økologiske
- 100 g mandelmel (eller mandler du blender selv)
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk salt
- 25 g mørk kakao < køb fx denne økologiske kakao
- 2 æg
- 1 banan (ca 60 g)
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175° C (varmluft). Hæld rapsolien i en gryde og varm den lidt op. Hak den mørke chokolade eller knæk den i mindre stykker og tilsæt. Sluk for varmen og lad chokoladen smelte i den varme olie. Hak hasselnødderne groft og rør ca 2/3 dele af dem i.
- Blend dadler med honning og bland det i chokolademassen. Tilsæt mandelmel, bagepulver, salt og cacao. Saml det hele med æg og moset banan.
- Hæld dejen i en bradepande (ca 15×25 cm) foret med bagepapir. Drys resten af de hakkede hasselnødder udover kagen. Bag brownien i 20 minutter.
- Giv kagen et lille tryk, når den lige er kommet ud af ovnen. Så bliver den mere tæt og saftig. Brug fx et skærebræt, men pas på – kagen er varm! Lad brownien køle af, før du skærer den ud.
Video
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.