Amerikanske pandekager er en klassiker på brunchbordet. I denne udgave er almindeligt hvedemel skiftet ud med fuldkornsvarianter, der sniger fibre ind og gør pandekagerne en god sjat sundere.
Et andet sundt – og nemt – stik, vi tager i denne opskrift, er at tilsætte blåbær. Blåbær byder på masser af antioxidanter, og bærrets skal er så tilpas kraftig, at de ikke går i stykker og flyder ud, når pandekagerne bliver bagt.
Jeg har brugt kærnemælk til mine amerikanske pandekager. Det er primært, fordi kærnemælkens tykke konsistens giver lækre og “fluffy” luftige pandekager. Men det skader bestemt heller ikke, at kærnemælk er meget fedtfattigt, særligt sammenlignet med sødmælk, som mange bruger i deres pandekager.
Hvid hvede er et smart trick til at få lidt ekstra fuldkorn med i pandekagerne – eller i brød og bagværk i det hele taget. Det er nemlig fuldkornsmel med samme gode bageevne, som vi kender det fra almindeligt, næringsfattigt hvedemel. Det betyder blandt andet flere af de gavnlige kostfibre i dine amerikanske pandekager. Prøv selv, næste gang du bager.
Amerikanske pandekager med fuldkorn
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 2 æg
- 4 dl kærnemælk
- 200 g hvid fuldkornshvedemel
- 100 g fuldkornshvedemel
- 1 tsk salt
- 1 spsk sukker
- 2 tsk bagepulver
- 1 bakke blåbær (125 g)
- fedtstof til bagning (fx lidt raps- eller olivenolie)
- ahornsirup
- pekannødder
Sådan gør du
- Pisk mælk og æg sammen. Tilsæt mel, salt, sukker og bagepulver, og pisk dejen fri for klumper. Lad den trække på køl i mindst en halv times tid. Vend blåbær i lige før bagning.
- Varm en teflonpande (meget gerne en rigtig pandekage-pande) godt op med lidt fedtstof. Læg tre-fire små pandekager, ca. 2 spsk. dej pr. pandekage, på panden. Bag til de er gyldne og sprøde.
- Server pandekagerne varme med et drys af hakkede pekannødder og ahornsirup efter smag. Frugtsalat kunne være lækkert tilbehør.
Video
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Meget mere fuldkorn: Find alle CookingClubs opskrifter på kager og brød bagt med fuldkorn her.