Det er uden tvivl den cremede dressingen af cashewnødder og lime, der gør denne antiinflammatoriske nektarinsalat til et hit.
Jo, der kan siges meget godt om salaten … savoykålen, tomaterne, spinaten, de friske krydderurter, den søde og saftige nektarin og den stærke chili. Men helt ærligt: Det er dressingen, der får dig til at slikke skålen ren.
Botanisk set er cashewnødder slet ikke nødder, men frøene fra cashewæbler. I modsætning til mange andre frø har cashewnødden dog mere til fælles med de “rigtige” nødder, når det gælder indholdet af det gavnlige enkeltumættede fedt (lidt bonus-info til nøddeallergikere, der ofte tåler netop cashewnød fremfor fx mandler eller hasselnødder).
Fedtet fra cashewnødderne er nøglen til succes i den uimodståelige salatdressing til den antiinflammatoriske nektarinsalat. Når de blendes med vand, bliver konsistensen cremet og luftig, og med lime, vanilje og honning ender vi med en smag, der nærmer sig en klassisk mormordressing – bare uden flødens mættede fedt.
Brug en minihakker eller en blender, og blend, til konsistensen er så fin, som du foretrækker det. Jeg kan selv godt lide, at der stadig er lidt struktur i dressingen, men der er frit valg.
Opskriften er fra kogebogen “Spis dig sund og stærk”.
Køb den her i shoppen.
Hvor stærk skal chilien være?
De små hidsige frugter giver alle smage et boost, og er oven i købet pakket med sundhed. Du ved helt sikkert, at der er enorm forskel på styrken i forskellige sorter af chili. Du kan derfor selv vælge typen af chili, der passer til din smag. Det meste af ilden kommer fra de hvide frøstokke og kernerne. Skær disse dele væk, hvis du foretrækker at skrue lidt ned for styrken.
Tip: Riv ikke for dybt, når du bruger skallen fra lime eller citron. De hvide hinder lige under skallen har en kraftig, bitter smag.
Tip: Rist rigeligt med cashewnødder! I lighed med andre tørristede nødder er cashewnødder fremragende som sprød topping på salater, supper og gryderetter.
Den nye kogebog “Spis dig sund og stærk” byder på 82 nemme opskrifter på velsmagende antiinflammatorisk mad til alle dagens måltider: Morgenmad, frokost, mellemmåltider, aftensmad og dessert.
Salat med spinat, nektarin og tomat
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Udstyr
Ingredienser
- 200 g nektarin
- 200 g cherrytomater
- 100 g savoykål
- 1 håndfuld friske krydderurter fx mynte og basilikum
- ½ chilipeber
- 2 håndfulde friske spinatblade
Dressing
- 55 g cashewnødder
- 4 spsk koldt vand
- ½ lime, saft og skal herfra
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk akaciehonning < køb fx denne økologiske
- ½ tsk havsalt
- friskkværnet peber
- 1 knsp vaniljepulver < kan købes her
Topping
- 40 g ristede cashewnødder
Sådan gør du
- Skær nektarinerne i både. Halvér cherrytomaterne.
- Skær savoykålen i ultratynde skiver. Hak krydderurterne groft. Skær chilien i tynde skiver.
Dressing
- Blend ingredienserne til cashew-dressingen et minuts tid i en minihakker eller en blender til en jævn dressing.
- Hæld dressingen i en salatskål og vend nektariner, savoykål, cherrytomater, krydderurter, chili og spinatblade i.
Ristede cashewnødder
- Varm en tør stegepande op til middelhøj varme.
- Hak cashewnødderne groft og hæld dem på panden. Rist et par minutter, mens du jævnligt ryster panden, indtil nødderne er gyldne. Lad nødderne køle af på et stykke bagepapir.
- Anret i to skåle og drys med ristede cashewnødder.
Opskriften indeholder sponsorerede links.
Næringsindhold | pr. person |
---|---|
Energi, kcal | 368 |
Fedt, g | 26 |
Kulhydrat, g | 35 |
Kostfibre, g | 7 |
Protein, g | 12 |