Opgradér den klassiske æggesalat med antiinflammatorisk styrke og gør din frokost markant sundere.
At tilsætte kål er et af mine favorit-tricks til nemt at øge sundheden i en ret. Den finthakkede savoykål lægger man ikke umiddelbart mærke til, men de mange gode stoffer i kålen giver den antiinflammatoriske æggesalat et solidt skud sundhed.
Dressingen er lavet af mayonnaise blandet med A38, der i modsætning til fx creme fraiche, skyr eller græsk yogurt har et højt indhold af probiotiske bakterier. De probiotiske bakterier samarbejder med kostfibrene i savoykål, oliven og kernerugbrød om at styrke dit fordøjelsessystem og dermed dit immunforsvar.
Gurkemejen er ikke kun valgt for sin gode, karryagtige smag og flotte gule farve. Det aktive stof i gurkemejen – kaldet curcumin – er særdeles effektiv til fx at dæmpe inflammation og smerter i gigtplagede led. Det gælder for både frisk gurkemeje og for den tørrede, stødte gurkemeje, som bruges i denne opskrift på antiinflammatorisk æggesalat.
Spar iøvrigt ikke på friskkværnet sort peber i dressingen! Den sorte peber er en vigtig antiinflammatorisk ingrediens, fordi stoffet piperine i sort peber øger kroppens evne til at optage gurkemeje.
Hvad er en “god” mayonnaise?
Det er en mayonnaise lavet af raps- eller olivenolie, æg, eddike, sennep og et drys salt. Og intet andet. Hold dig fra produkter, der indeholder emulgatorer og/eller andre unødige tilsætningsstoffer. Økologi er ikke nødvendigvis en garanti for antiinflammatorisk kvalitet, så læs grundigt på emballagen. Lav eventuelt din egen gode mayonnaise af 1 æggeblomme, 1 tsk dijonsennep, ½ tsk æbleeddike og 1 knsp salt, der piskes op med 1,5 dl rapsolie.
Antiinflammatorisk æggesalat
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 4 æg (str. L)
- 150 g savoykål
- 2 spsk oliven
- 1 bakke karse
- 2 spsk purløg (finthakket)
- 2 skiver kernerugbrød
Dressing:
- 4 spsk mayonnaise (af god kvalitet, se ovenfor)
- 4 spsk A38
- 1 tsk dijonsennep
- 1 tsk stødt gurkemeje
- 1 tsk karry
- sort peber
På toppen:
- 50 g kalkunbacon
Sådan gør du
- Læg æggene i en gryde med kogende vand og lad dem koge i 8 minutter. Sæt gryden i vasken og fyld rigeligt koldt vand i, så kogningen stopper, og æggene begynder at køle af. Pil æggene og hak dem groft.
- Bland dressingen af mayonnaise, A38, sennep og krydderierne i en stor skål.
- Hak eller blend savoykålen og bland det i dressingen sammen med hakkede oliven, karse, finthakket purløg. Rør godt rundt og vend til sidst de hakkede æg i.
- Anret på en skive ristet rugbrød eller groft fuldkornsbrød.
- Rist et par skiver kalkunbacon på en tør stegepande, skær den i skiver og drys den på toppen.
Opskriften indeholder sponsorerede links.